Foretrækker du at lytte?
Tryk her for at afspille den i Substack-appen
#89 – „Nightwood“, maleri af Jeff Dillon Fine Art
Mens skovbrandene fortsætter med at hærge i hele Canada, vender jeg igen og igen tilbage til mit maleri Nightwood. Jeg skabte det for flere år siden, men det har en anden tyngde nu – en tyngde, der føles forankret i alt det, vi er vidne til over hele landet.
Min forbindelse til skoven går helt tilbage til barndommen. Jeg tilbragte utallige somre med at udforske skovene, klatre i træer, vende blade, iagttage hvordan lyset trængte gennem løvtaget og lære den naturlige verdens rytme at kende. For mig var skoven mere end en legeplads; den var et sted fyldt med undren, fred og mening. Den kærlighed fulgte med ind i voksenlivet og førte til sidst til et studie i havebrug, hvor jeg fik en dybere forståelse af, hvordan økosystemer fungerer, og hvorfor skove har så dybtgående betydning.
Selv nu fylder planter mit atelier, og træer findes i næsten hvert maleri, jeg skaber. De er blevet en del af den måde, jeg bearbejder min kunst på. Men det er hjerteskærende at se skovene brænde – hele regioner blive kvalt i røg, familier blive fordrevet, dyreliv blive truet og brandfolk sætte alt på spil for at beskytte det, der er tilbage. Og det minder os om, hvor skrøbelig denne balance er blevet.
Den balance, jeg taler om, er ikke kun økologisk; den er samtidig følelsesmæssig, social og miljømæssig. I så lang tid har vi stolet på, at naturen ville komme sig, at skovene ville hele, og at årstiderne ville gå, som de altid har gjort. Men disse brande kommer hårdere, hurtigere og tidligere, end de plejede. Jorden får ikke tid til at komme sig. Dyrelivet kan ikke altid tilpasse sig. De systemer, der skal beskytte mennesker, er mere og mere pressede for hvert år.
Det, vi er vidne til, er ikke bare naturen, der gør det, den altid har gjort; det er naturen under pres. For lidt regn. For meget varme. Land, der tørrer ud og holder stand så godt, det kan. Og alt dette sker i et omfang, der bliver umuligt at ignorere.
Jeg malede Nightwood velvidende, at ild længe har spillet en rolle i naturens kredsløb. Under de rette forhold fornyer den jorden, åbner kogler, rydder tilvækst væk og skaber plads til, at nyt liv kan slå rod. Men det, vi ser nu, føles anderledes. Det er anderledes. Disse brande peger på en dybere ubalance, som de fleste af os genkender. Et klima i forandring. En voksende hast. Og en stigende pris for dem, der lever tættest på jorden.
Dette maleri er min måde at være vidne på. Ikke som et statement, men som en følelsesmæssig optegnelse. En måde at anerkende de mennesker, der lever midt i det, og den dybe følelsesmæssige belastning ved at se noget, man elsker, kæmpe for at overleve.
Hvis du er blevet berørt, skal du vide, at jeg tænker på dig. Og hvis du ligesom jeg har brugt dit liv på at føle dig draget mod skovene, deres skønhed og deres modstandskraft, håber jeg, at Nightwood giver dig et øjeblik til at reflektere, huske og give plads til det, vi alle gennemlever lige nu.
Og selv midt i alt dette tror jeg stadig på os, på vores evne til at stå sammen, når det virkelig gælder. I krisetider er det ofte almindelige mennesker, der viser os, hvordan håb virkelig ser ud. Naboer, der hjælper naboer, lokalsamfund, der rejser sig for at støtte hinanden, og stille modshandlinger, der minder os om, at vi ikke er alene. Det er i disse fælles øjeblikke præget af omsorg og modstandskraft, at vejen frem begynder at tage form. Jeg tror på, at vi sammen kan hele Jorden.
Jeff
