DRØMME OG MINDER
Jeff Dillons malerier blander virkelighed med magi.
Grand Magazine
10. maj 2015
Af Barbara Aggerholm
SOM TEENAGER plejede kunstneren Jeff Dillon at sprøjte en vandtåge rundt på sit værelse og hurtigt lukke døren. Hans soveværelse var fyldt med mindst 100 planter, så meget grønt, at det var som en tropisk regnskov. »Jeg dyrkede majs på mit værelse,« siger Dillon, en fåmælt og energisk mand. »Jeg havde slyngplanter, som jeg hæftede fast i loftet.« Han brugte sit skrivebord, ikke til lektier, men til at potte planter om. Akvarierne var fyldt med fisk og salamandre. Hans søsters undulat kunne lide at flyve rundt på værelset. Det var en stor opgave at vande junglen, og derfor hjalp det at sprøjte vand.
I dag har Dillon 40 planter i sin ejerlejlighed i Kitchener, der ligger ved en vej omgivet af landmændenes marker og skove.
Et nyrengjort akvarium med koi-karper glimter i stuen. Dusinvis af indrammede, pressede blade fra træer – et projekt fra hans gartneriuddannelse – dækker væggen op til et soveværelse med store vinduer. Krydderihylder med Golden-flydende akrylmaling, hans foretrukne på grund af farvernes intensitet, hænger på væggen ved siden af hans staffeli.
Det er her, den 39-årige Dillon maler sin kærlighed til naturen, det frodige grønne, levende farver, rejser og eventyr. Nogle ser Emily Carr eller Group of Seven i hans landskaber, hvor »naturen tager over«. Beundrerne kan lide energien i hans himle, lyset, der stråler ud fra vinduerne i hans bybilleder og gennem træerne i hans landskaber.
De kan især lide, at de kan placere sig selv i et maleri, hvad enten det er på verandaen ved en hytte under et lynvejr eller på en gade i en europæisk by med røde, grønne og gule husfacader.
»Det er som at kigge gennem et vindue,« siger Catherine Malvern, biblioteksleder og administrerende direktør for Waterloo Region Law Association. Dillons kunst har været udstillet på bibliotekerne i det tidligere retsbyggeri på Weber Street og i det nye retsbyggeri for Waterloo-regionen i Kitchener. Besøgende på hendes kontor kommenterer det lysende bybillede, som Malvern købte af kunstneren. »Folk siger altid: ’Det ligner Schweiz’ … eller ’Jeg tror, jeg har været der i Amsterdam’,« siger hun.
»Hans værker er så unikke og levende. … De tager dig med til stedet.« Dillons kunst er minutiøst malet og præget af markante farvesnoninger. Den pensel, han oftest bruger, er lille, omtrent på størrelse med en pen. Den bruges til at opbygge og skygge. En større pensel er forbeholdt de fejende himle. Han begynder med en sort kontur. Dillon siger, at han i højere grad er påvirket af sine oplevelser som barn i en familie, der flyttede ofte, end af andre kunstnere. Det nærede hans kærlighed til rejser og sprog (han er ved at lære italiensk efter en nylig rejse til Italien med sin kæreste). Han holder især af Europa, hvor han blev »blæst bagover« af farverne.
For omkring fire år siden rejste han rundt i England, Wales, Skotland og Irland, hvor hans fars familie stammede fra. »Jeg er stærkt påvirket af Europa og deres brug af kraftige farver og stil i arkitekturen,« skriver Dillon i sine kunstnernoter.
»Jeg henter inspiration fra både byen og landet og anvender min egen stil, hvor jeg intensiverer farverne med illustrativt flair.« Han er påvirket af sine eventyr som en energisk dreng, der stod bag udgravningen af et underjordisk fort næsten to meter dybt, komplet med et bjælkeloft, der kunne bære vægten af en person, som stod på det. Hans forkærlighed for de tropiske planter, der voksede over hovedet på ham i soveværelset, blev senere omsat til en uddannelse som gartneritekniker.
Dillon, der sammen med sin mor, Pamela Dillon, ejer en detail- og erhvervsforretning med materialer til landskaber og stenfinér, befinder sig i en produktiv periode i sit kunstneriske arbejde. Han har forpligtet sig til at færdiggøre 100 malerier på fem år. Det skyldes til dels et ønske fra hans højtelskede far, Jim Dillon, før han døde af hjernekræft i 2010. »Jeg så ham hver dag og tog ham med på udflugter hver uge,« siger han. »Han sagde, at jeg burde male.«
»Jeg havde puslet lidt med det, men at gøre det til mere end en lille hobby, til noget med substans; for mig var det min fars bortgang. Det skabte et hul, der skulle fyldes.« Men det er også et mål, der holder ham i gang og giver ham noget at se frem til. »Jeg er målrettet. Det holder mig på sporet. Ellers tager livet over, og det giver dig grunde til ikke at gøre det,« siger han, mens han betragter maleriet på staffeliet i sit soveværelse.
Det er nr. 71, en udsigt fra et tag over Paris. »Jeg kan godt lide det her indtil videre,« siger han. »Den næste fase er dybde, skygge og tekstur. Det er det sidste, jeg ser, før jeg går i seng, og det første, jeg gør, når jeg står op. Nu prøver jeg,« siger han, »at få familie, arbejde og forhold til at hænge sammen, samtidig med at jeg arbejder på det. Jeg maler, fordi jeg elsker det.« Dillons familie flyttede 13 gange, før han fyldte 13. Hans far, der arbejdede inden for detailhandel og distribution, var ansat i forskellige virksomheder, som flyttede ham, hans kone og tre børn til Winnipeg, Edmonton og andre canadiske byer. »Jeg voksede op med at lege i kornsiloerne og på markerne« i udkanten af Winnipeg og med at se de timelange tog passere, siger Dillon, der blev født i Kitchener.
De hyppige flytninger gjorde ham omstillingsparat. »Jeg tror, det giver en stor åbenhed og evnen til at tale med alle,« siger han. Man lærer også at leve med mindre, fordi man ikke samler så meget. Derfor »er jeg ordentlig og organiseret«. Det er egenskaber, der afspejler sig i hans kunst og hjem, selv i atelieret. Som barn var han vovehals og »ekstremt udsat for ulykker«, siger han med et grin. Han gik over en menneskeskabt, tilfrosset sø om foråret bare for at høre isen knage. Han kørte på sin crosser som en dæmon. Fem børn kunne være i det underjordiske fort, som han byggede med vennerne (før det blev fjernet). En gang gik han på toppen af et hus under opførelse, mens hans mor fik vejret holdt. »Jeg fik skældud, da jeg kom ned,« siger han.
»Jeg var aldrig indenfor, hvis jeg kunne undgå det … Jeg har et meget levende minde om at gå gennem kornmarkerne med armene strakt ud og mærke strukturen. Jeg var meget taktil. Jeg husker, at jeg så på himlen og betragtede skyerne i timevis.« »Vi plejede at kalde ham ’vejrdrengen’,« siger hans mor, Pamela, der er forfatter. Han var også kendt som »eventyrdrengen«. »Selv hvis der var en tornado, stod han ude på verandaen, og vi måtte kalde ham ind,« siger hun.
Han var ikke særlig god til at huske fakta i skolen, og det hjalp ikke, at han skiftede skole så ofte. Til gengæld var hans rumlige evner fremragende. »Jeg kan gå gennem bygninger og huske, hvor ting befinder sig, og hvilket tøj folk har på. Jeg kan vurdere rummenes opbygning i en bygning udefra.« Han begyndte at tegne, da han var omkring 11 år, først med illustrationer til bogen »Skatteøen«. Han krusedullede meget i timerne. Dillons forældre meldte ham til et kunstkursus som teenager, hvor han koncentrerede sig om stilleben. Han begyndte at male og udviklede de træk, der senere skulle kendetegne hans landskaber som voksen – sorte linjer, der omridser motiverne og fremhæver bevægelse, samt farver, der lægges ovenpå bagefter.
»Jeg kunne godt lide at tegne efter virkeligheden. Jeg ville bare ikke have, at det skulle se ud som virkeligheden,« siger han. »Jeg har en tendens til at gøre det mere abstrakt.« Han prøvede kræfter med ambulancearbejde som elev i et praktikforløb på gymnasiet og studerede jura og sikkerhed på Conestoga College i et år, men besluttede, at fagene ikke var noget for ham. I 1994 begyndte han på Niagara College for at studere gartneri og landskabsdesign. Selvom den tekniske del af studierne »tog noget af magien ud af naturen« for ham, fandt han, at uddannelsen hjalp hans kunst.
»Ligesom et anatomikursus er gavnligt for en kunstner, der foretrækker at tegne menneskekroppen, hjalp det at studere gartneri mig med at forstå planters biologi, vækstmønstre og de forhold, hvorunder planter ikke blot overlever, men trives,« skriver han på sin hjemmeside. Hans baggrund kom ham til gode, da hans far og mor solgte deres Waterloo-baserede virksomhed med kontorartikler, computerudstyr og møbler og købte et landskabsfirma, som blev til Stone Landscapes Inc. i Waterloo. Dillon havde arbejdet sammen med sin far, siden han var 13. Som voksen var han steget i graderne i kontorartikelfirmaet og blevet salgs- og marketingdirektør.
»Der var respekt mellem far og søn, og vi var venner,« siger han. Kort efter at de havde overtaget Stone Landscapes, blev hans far syg. Omtrent samtidig gennemgik Dillon en skilsmisse. Han og hans ekskone har to børn. Dillon begyndte for alvor at male efter sin fars død og sin rejse til Europa. »Jeg var alene. Jeg blev ved med at male i tre eller fire timer,« siger han. »På en uge malede jeg 40 timer oven i mit arbejde. Jeg malede til langt ud på natten« og i weekenderne. »Livet er travlt, men når man først er der, kan man glemme sig selv. Tiden betyder ikke noget.«
Den følelse forstærkes, når han maler og lytter til den storslåede, stiliserede musik af den norske komponist Thomas Bergersen og hans musik fremført af »Two Steps from Hell«. »Det er som kreativ dagdrømmeri,« siger Dillon. »Når maleriet er færdigt, genbesøger man drømmen igen og igen. Jeg kunne huske, hvad jeg tænkte på. Nogle gange virker det, som om maleriet bliver levende. Man er så opslugt af maleriet.«
Levende malerier på væggene i et kælderrum viser linjearbejde og farver, der repræsenterer varme og skygge. Når beskuerne træder tæt på malerierne, kan de se bemærkelsesværdige detaljer. Efter sin fars død malede Dillon »for at slippe væk fra det hele. Jeg var ligeglad med, om folk kunne lide det eller ej.« En medkunstner opfordrede ham til at begynde at sælge dem, og han besluttede, at han kunne fotografere kunsten og lade originalerne gå videre. »Billedet er en påmindelse om, hvad jeg tænkte på.« Han har hængt malerier op i retsbygningen og forskellige virksomheder. Han har solgt omkring 47 værker og er begyndt at tilbyde tryk. Han vil gerne færdiggøre nok malerier til at holde endnu en udstilling.
Med højsæsonen på vej tager Dillons virksomhed, der beskæftiger 30 mennesker om sommeren, meget af hans tid og energi. Men han bliver opløftet, når folk fortæller ham om deres forbindelser til hans værker. »Alle fortæller mig en historie.« Gord McSevney kan forestille sig selv midt i en storm skabt af Dillon. Advokaten fra Cambridge, der også maler, besluttede på stedet at købe et maleri, efter at han havde set Dillons værker på jurabiblioteket.
»Det, jeg har, forestiller en storm, og jeg kunne lige forestille mig selv sidde på verandaen ved denne lille hytte midt i stormen og være fuld af beundring for Moder Natur,« siger McSevney. »Det plejede vi at gøre som børn; sidde på verandaen og vente på, at lynet slog ned. Den følelse, jeg havde fra de storme … den fik jeg fra hans maleri.« Cambridge-advokaten Todd Christensen blev ramt af en strandscene, der mindede ham om de år, hvor han boede med sin kone og sine børn på Ohope Beach i New Zealand. »Vi boede midt på en 12 kilometer lang, hvid sandstrand med en rygende havvulkan i horisonten,« siger han.
Advokaten fra Cambridge bestilte Dillon til at male en lignende scene, men med landemærker, der mindede om udsigten fra deres tidligere strandhus. Han gav det til sin kone, som placerede det på væggen, hvor solen falder på det. Han købte også det maleri, han først havde beundret, og donerede det til en velgørenhedsindsamling. »Jeg vil beskrive hans stil som abstrakt realisme,« siger Christensen. Hans maleri ser abstrakt ud, når man studerer det på nært hold, men »når man træder tilbage og ser på det fra lidt afstand, ser det meget realistisk ud, men med et lag farve«. Der var intet naturligt lys i kælderen under biblioteket i det gamle retsbyggeri. Men da Dillons malerier hang på væggen, blev rummet forvandlet, siger Malvern. »Det var som at have vinduer dernede.«
Link til den originale artikel: https://www.pressreader.com/canada/grand-magazine/20150510/283261686404097
