JEFF DILLON
Waterloo, Ontario
UDGIVET: UNHCR
DATO: 22. juni 2022
Fra malerier til smykker kan du læse, hvordan canadiske kunstnere indsamler penge og skaber opmærksomhed om UNHCR’s akutte indsats i Ukraine.
Krigen i Ukraine har revet millioner af mennesker op med rode og fanget opmærksomheden og hjerterne hos mennesker i hele Canada, som føler sig forpligtede til at finde måder at hjælpe på. Kunstnere fra hele landet, som er blevet bevæget til at handle, trækker på deres kreative talenter for at støtte dem, der er blevet tvunget på flugt. Mød nogle af de medfølende og omsorgsfulde kunstnere, og hør, hvorfor de indsamler penge og skaber opmærksomhed om UNHCR’s akutte indsats i Ukraine – en af de største kriser med tvangsfordrivelse af mennesker i verden i dag.
Solidaritet
I februar 2022 fulgte Jeff Dillon, en kunstner bosat i Waterloo i Ontario, med stigende uro invasionen af Ukraine i nyhederne. Han blev dybt berørt af de menneskelige ødelæggelser, da millioner flygtede mod grænserne for at undslippe krigen. Jeff følte sig kaldet til at handle og skabte et maleri til støtte for Ukraine. Han valgte en solsikkemark under en blå himmel og gav det titlen »Solidarity«.
»Da jeg malede ’Solidarity’, tænkte jeg på Ukraines befolkning. Jeg ønskede, at billedet skulle være smukt og håbefuldt. Da jeg havde færdiggjort maleriet, følte jeg mig opløftet og taknemmelig for muligheden for at bruge min kunst til at hjælpe andre. På trods af vores landes reelle grænser tror jeg oprigtigt på, at velgørenhed ikke kender nogen grænser.«
Jeff fortæller, at han blev inspireret til at samle penge ind på vegne af UNHCR på grund af organisationens velkendte historie med at hjælpe flygtninge og beskytte menneskerettigheder verden over. Det var vigtigt for ham, at den velgørende organisation, han valgte, havde kendskab til problemstillingerne, kunne mobilisere den nødvendige internationale støtte og samarbejde med nabolandene for at reagere hurtigt. Han afholdt en auktion over »Solidarity«, hvor de indsamlede midler skulle støtte UNHCR’s akutte indsats i forbindelse med den eskalerende krise i Ukraine. Støtterne trådte talstærkt til, delte linket til hjemmesiden og købte kunstnerens tryk og kort. Auktionen indbragte næsten 20.000 amerikanske dollars til UNHCR’s indsats i Ukraine.
»Sådan har en lille, men stærk gruppe kunstelskere og én beslutsom kunstner kunnet sende støtte til Ukraines befolkning«, siger Jeff. »Jeg er dybt taknemmelig for deres hjælp til at gøre denne donation til UNHCR mulig.«
Få mere at vide om Jeff og hans kunst på jeffdillon.ca
Download en PDF af den oprindelige artikel: Artists-across-Canada-show-support.pdf
Link til den oprindelige artikel: https://www.unhcr.ca/news/artists-across-canada-show-support-for-ukraine




