Foretrækker du at lytte?
Tryk her for at afspille det i Substack-appen
En ting, jeg altid har lagt mærke til ved naturen, er, at intet står stille ret længe. Træer bevæger sig i vinden. Lyset flytter sig hen over klipperne. Vandet omformer sig fra sekund til sekund. Uanset om jeg står ved en kyst eller går gennem skoven, bliver mit blik ved med at bevæge sig. Den konstante bevægelse er noget, jeg er opmærksom på, og det er den, jeg forsøger at føre med ind i mine malerier.
#291 – “Everlasting Bond”, 24” x 24″, originalmaleri af Jeff Dillon
I atelieret opbygger jeg hver komposition, så blikket bliver ved med at bevæge sig. Former leder ind i hinanden. Kanter buer. Farver bevæger sig hen over lærredet på en måde, der efterligner, hvordan ting udfolder sig i naturen. Jeg bruger tid på at justere opbygningen, indtil der opstår en rytme. Noget, der føles afbalanceret, men levende. Det handler ikke om at skabe en perfekt scene. Det handler om at skabe flow. Det er på det tidspunkt, at maleriet begynder at få sit eget liv. Når jeg mærker det, finder jeg mit fokus og fortsætter med større klarhed. Støjen forsvinder. Jeg maler stille i timevis, dagevis eller ugevis, nogle gange uden at opdage, hvor meget tid der er gået.
Jeg maler ikke ud fra bestemte minder. Det, jeg søger, er den form for fokus, jeg får, når jeg er udenfor og fuldt til stede. Det er den rolige bevidsthed, man mærker, når man sætter tempoet ned og begynder at lægge mærke til, hvordan alting hænger sammen. Den forbindelse, måden lys, landskab og bevægelse forholder sig til hinanden på, er det, jeg forsøger at bringe ind i værket. Det handler mindre om motivet og mere om den energi, der bevæger sig mellem delene.
De fleste malerier når et punkt, hvor intet føles, som om det fungerer. Formerne føles forkerte, farverne konkurrerer i stedet for at supplere hinanden, og det hele begynder at virke uroligt. Jeg bliver ved med at justere linjerne, ændre balancen og lægge lag på, indtil kompositionen begynder at falde på plads. Den midterste del af processen er altid den mest usikre. Det er her, tvivlen sniger sig ind, og det kan være frustrerende. Men jeg har lært ikke at stoppe dér. Jeg færdiggør hvert eneste værk, jeg begynder på, også når jeg er usikker på, hvor det er på vej hen. I næsten alle tilfælde dukker følelsen af afslutning først op til sidst. Det er dér, jeg endelig kan se, hvad maleriet hele tiden har arbejdet hen imod.
#279 – “Weathering Life’s Storms”, 20″ x 40″, originalmaleri af Jeff Dillon
Da jeg først begyndte at male, brugte jeg sorte linjer til at definere alting. Det hjalp mig med at forstå struktur og rum. Det var en måde at bryde tingene ned på og bygge dem op igen. Med tiden ændrede det sig. Nu smelter linjeføringen sammen med maleriet eller træder helt i baggrunden, alt efter hvad værket har brug for. Nogle gange er linjerne stærke og bevidste. Andre gange forsvinder de helt og erstattes af ændringer i tone eller tekstur. Jeg lader maleriet vise vejen for den beslutning.
Efter at være gået over til at male på fuld tid for tre år siden har jeg haft plads til at arbejde med mere lagdelte og gennemtænkte værker. Tempoet er ikke steget, men dybden er. Jeg arbejder på større lærreder, opbygger mere komplekse kompositioner og bruger mere tid på at udvikle hver idé. Tiden i atelieret har præget den måde, min stil har udviklet sig på. Det handler ikke om at producere mere, men om at gå til hvert værk med større fokus og intention. Jeg lader værket udfolde sig i sit eget tempo, og den plads har gjort malerierne stærkere.
Når folk står foran mine værker, håber jeg, at de mærker det samme rolige fokus, som jeg får af at være i naturen. Jeg ønsker, at de fornemmer bevægelsen, forbindelsen mellem alle elementerne. Det er ikke bare træer, klipper og himmel. Det er måden, de hænger sammen på, hvordan de læner sig ind mod hinanden og bevæger sig som én. Det er den del, jeg går mest op i. Når en beskuer fortæller mig, at de føler, de har været der, selv om de ikke har, ved jeg, at maleriet har gjort sit arbejde.
Der er ingen fast vej, når jeg maler. Det, der begynder som en klar idé, kan ændre sig halvvejs. Nogle beslutninger føles rigtige med det samme. Andre tager tid. Jeg arbejder et område om igen og igen, indtil det passer ordentligt ind i kompositionen. Den frem-og-tilbage-bevægelse er en del af processen. Værket ændrer sig, mens jeg arbejder, og jeg tilpasser mig det. Jeg har lært ikke at forvente, at det udfolder sig i en lige linje.
#196 – “Grounding”, 30″ x 60″, originalmaleri af Jeff Dillon
Hvert maleri bringer sit eget sæt problemer, der skal løses. Hvordan hænger formerne sammen? Fungerer bevægelsen? Holder energien sig hen over lærredet? Det er den slags spørgsmål, jeg stiller mig selv, ofte langt inde i processen. At færdiggøre et værk betyder ikke, at alting er bundet pænt sammen. Det betyder blot, at jeg har ført det så langt, som det kan komme.
Den proces, hvor man finder ud af tingene, former værket, reagerer på det og ser, hvor det fører hen, er det, der holder arbejdet interessant. Jeg maler ikke for at gentage noget, jeg allerede har gjort. Jeg maler for at finde ud af, hvad der er muligt i hver ny komposition.
~Jeff
