Foretrækker du at lytte?
Tryk her for at afspille den i Substack-appen
Folk forestiller sig kunstnerlivet som frit og fyldt med inspiration. At vågne sent med kaffen i hånden og vente på, at musen dukker op. Og så måske, når lyset falder helt rigtigt, skabe noget genialt i løbet af én enkelt session.
Det lyder ubesværet. Smukt, endda.
Nyt atelier i 2024
Men i de seneste 14 år har jeg mødt op ved lærredet næsten hver dag – ikke når jeg havde lyst, ikke når jeg var inspireret, men fordi arbejdet skulle gøres. Med tiden blev den disciplin til noget, der var meget mere end en vane.
Det her er ikke en fortælling om at jagte kreativiteten. Det handler om, hvad der sker, når man bygger sit liv op omkring den …
Gammelt atelier derhjemme i 11 år
I oktober 2024 flyttede jeg for første gang, siden jeg begyndte at male, ind i et dedikeret atelier. Før det arbejdede jeg i hjørnet af mit soveværelse, som regel sent om aftenen efter lange arbejdsdage og alt det andet, livet krævede af mig. Jeg malede i stilhed, mens resten af huset sov.
Da jeg blev fuldtidskunstner i 2022, vidste jeg, at jeg havde brug for noget andet. Et sted, der kunne matche omfanget af det, jeg skabte. Jeg fandt det i en 120 år gammel tidligere skofabrik i Kitchener, Ontario, Canada. Højt til loftet til mit største staffeli. Trægulve, der bærer tidens vægt. Bjælker over mig og to store vinduer, der nu bugner af planter. Det var ikke planlagt, men det er blevet en af de ting, jeg glæder mig til at se hver morgen.
Nu, når jeg åbner døren, bliver resten af verden udenfor. Her er stille. Det er mit. Det er her, arbejdet begynder.
Med tiden har jeg opbygget en rytme, der holder det hele sammen. Efter hver session gør jeg rummet klar igen. Penslerne kommer på plads, og malingen lægges frem i lige præcis den mængde, der skal til for at være klar til næste skridt. Når jeg træder ind næste morgen, er der ingen beslutningstræthed. Jeg ved allerede, hvor jeg skal begynde.
Jeg maler som regel fire til seks timer om dagen. Det er ikke blidt arbejde. Folk forestiller sig ofte, at det at male er beroligende, næsten meditativt. Men sandheden er, at det er fysisk at stå foran et stort lærred så længe hver dag. Det kræver koncentration. Det slider på kroppen. Jeg sætter en timer til hvert 30. til 45. minut for at strække ud eller bevæge mig. Lidt let styrketræning. En smule gang ned ad gangen for at skifte vandet. Uden det ville jeg brænde ud eller komme til skade.
Selve idéerne opstår sjældent, mens jeg maler. De kommer, når jeg går en tur. Eller i sengen, lige før jeg falder i søvn. Jeg sender mig selv hurtige noter, e-mails eller billeder. Senere, på lange administrationsdage, går jeg tilbage og leder dem igennem. Måske finder jeg en reference i en e-mail eller en sætning, jeg havde glemt, at jeg havde gemt. Når jeg er færdig med et værk, scroller jeg gennem noterne og ser, hvad der trækker i mig. Oftere end ikke er det noget, jeg havde glemt. Det næste maleri er sjældent det, jeg havde forestillet mig, men det finder altid vej op til overfladen.
Begyndelsen på et maleri føles ofte akavet. Det er som at forsøge at falde i søvn et uvant sted. Man er ikke helt faldet til. Man tænker stadig. Men som timerne går, sker der et skift. Linjerne begynder at finde deres plads. Farverne begynder at flyde rigtigt. Til sidst opdager jeg, at jeg er helt opslugt af arbejdet og får lyst til at fortsætte langt ud på natten.
Det gør jeg ikke.
Års erfaring med at male har lært mig at stoppe, før energien slipper op. Selv når jeg er helt inde i arbejdet, har jeg lært, at det har en pris at presse sig for langt. Den sværeste del af et maleri er midten. Det er dér, den oprindelige idé begynder at ændre sig. Man befinder sig mellem det billede, man forestillede sig, og det, der faktisk er ved at udfolde sig. Det er ubehageligt, men det er dér, beslutningerne betyder mest.
En god dag er klar. Jeg sætter mig et mål og når det. Forfiner himlen. Justerer lyset. Lader penslen føre lige præcis nok bevægelse gennem træerne.
En dårlig dag? Det er som regel den, hvor jeg aldrig helt finder rytmen. For mange små ting trækker min opmærksomhed til siden. Timerne går, uden at jeg finder den dybe koncentration, jeg har brug for.
Selv når jeg ikke maler, arbejder jeg.
Beskeder. Printordrer. Forsendelser. Galleriopdateringer. Sociale medier.
Det ligner ikke hvile, men rytmen er anderledes … og det hjælper. Jeg vender tilbage til lærredet med større koncentration, ikke mindre.
Da jeg begyndte at male hver dag, havde jeg stadig et job, der fyldte mere end fuld tid. Jeg malede fra klokken 20 til midnat, nogle gange længere. Det var et stort spring at give slip på jobbet for at forfølge kunsten på fuld tid. Der var ingen løn, intet sikkerhedsnet, intet kort over vejen. Men jeg forpligtede mig til at møde op.
Nu arbejder jeg syv dage om ugen med at male, styre driften, koordinere leveringer, svare på beskeder og holde det hele i gang. Det har taget år at finde en rytme, der kan rumme det hele, og lige nu fungerer den. Det kan ændre sig, og hvis det gør, tilpasser jeg mig. Folk bliver ofte overraskede over, hvor struktureret jeg er, men for mig er det den eneste måde, dette liv hænger sammen på. Jeg planlægger, følger systemer og får tingene gjort. De fleste dage udfører jeg flere menneskers arbejde … ikke for at imponere nogen, men fordi det ganske enkelt er det, arbejdet kræver.
Det, der gør det bæredygtigt, er støtte. Min partner og min udvidede familie forstår, hvad dette liv faktisk kræver, både praktisk og følelsesmæssigt. Den form for støtte betyder mere, end de fleste er klar over.
Det, der frem for alt holder mig på jorden, er at gå en tur om aftenen. Der er stille. Jeg ser op på stjernerne og lytter til vinden, træerne og insekterne. Mit sind falder til ro. Jeg føler mig som mig selv igen.
Nogle gange spekulerer jeg på, hvad jeg er gået glip af ved at male så meget. Livet er fuldt af øjeblikke, og jeg ved, at nogle er gået forbi mig. Men maleriet er det eneste, der altid har været med mig. Jeg har gjort det, siden jeg var barn. Jeg kan ikke se, at det skulle ændre sig.
De fleste ville nok blive overraskede over, hvor lang tid hvert maleri tager. Min stil er lagdelt. Der er stregarbejde, forfinelse af former, subtil farveafstemning – og en masse med at træde tilbage, før jeg igen bevæger mig fremad. Jeg har ofte ønsket, at jeg kunne male hurtigere. Idéerne kommer hurtigere, end jeg kan følge med. Men jeg har lært at acceptere, at jeg kun kan gøre det, jeg kan, og at gøre det ærligt.
Jeg vil hellere efterlade færre malerier, der føles helt som mine egne, end skabe flere, som jeg har hastet igennem bare for at holde mig beskæftiget.
De fællesskaber, der er vokset frem omkring mit arbejde – online, i gallerier og personligt – betyder meget for mig. Jeg er taknemmelig for hver eneste af dem. Men sandheden er, at det ikke har været let at opbygge dem. At dele kunst online kræver mere, end folk er klar over. Sociale medier vil ikke bare have værkerne. De vil have din tilstedeværelse. Din tid. Din energi. På de svære dage føles det, som om de tager det hele, før jeg overhovedet har taget en pensel op.
Alligevel er det dér, den ægte forbindelse er kommet fra. Mennesker, der stille har fulgt med i årevis. Samlere, der opdagede mit arbejde gennem et enkelt opslag. Beskeder fra fremmede, som så noget i maleriet, der føltes personligt for dem. Den form for støtte har nået mig på tidspunkter, hvor jeg havde mest brug for den. Det er den ekstra energi, jeg har brug for for at få det hele til at hænge sammen.
Hvis du prøver at opbygge en daglig kunstpraksis, er det her, hvad jeg har lært. Få styr på tingene. Lær at styre din tid, din energi og dine penge. Sæt dig ind i den forretningsmæssige og økonomiske side, selv hvis det føles ubehageligt i begyndelsen. Opbyg en rutine, der fungerer for dig, og bliv ved med at følge den.
Vigtigst af alt: Lad være med at skynde dig. Mål ikke dit arbejde op imod andres.
Det her er dit liv. Fyld det med ting, der gør dig stolt.
~Jeff
