Foretrækker du at lytte?
Tryk her for at afspille den i Substack-appen
Ved slutningen af hver maleseance holder jeg en pause. Jeg træder et skridt tilbage, ikke kun for at tjekke proportionerne eller kompositionen, men for at mærke, hvad værket siger tilbage til mig. De fleste dage gennemgår jeg stille, hvad der stadig kræver min opmærksomhed. Måske er balancen en smule skæv, eller en farve skal dæmpes, gøres dybere eller træde mere frem. Nogle gange er det bare en fornemmelse af, at noget i maleriet ikke helt har fundet ro. Det gør jeg hver dag, indtil listen over ændringer begynder at skrumpe. På et tidspunkt indser jeg, at de justeringer, jeg laver, egentlig ikke forbedrer noget. De holder bare penslen i bevægelse.
Det er dér, jeg ved, at jeg nærmer mig.
#286 – Forvitret, men ubrudt, Originalværk af Jeff Dillon
Jeg giver som regel ikke et maleri en titel før helt til sidst. Hvis jeg gør det for tidligt, føles det, som om jeg tvinger en afslutning ned over noget, der stadig er under udvikling. Undervejs er jeg ofte kritisk over for det, jeg har lavet, ikke for at rive det ned, men for at være ærlig over for mig selv. Den indstilling hjælper mig med fortsat at lære. Hvert maleri lærer mig noget, også selv om det ikke bliver, som jeg først forestillede mig. Det er en del af det, der får mig til at vende tilbage hver dag.
Nogle malere taler om risikoen ved at overarbejde et værk, men det har ikke været min erfaring. Der har været masser af gange, hvor jeg troede, at et maleri var færdigt, men fortsatte alligevel. De ekstra timer eller dage bragte ofte noget uventet frem, nogle gange endda min yndlingsdel. Jeg er næsten altid glad for, at jeg ikke stoppede for tidligt.
Tidligere i min karriere arbejdede jeg hurtigere. Jeg var ivrig efter at færdiggøre et værk og gå videre til den næste idé. Der var altid noget nyt, jeg gerne ville udforske, og jeg følte hele tiden en stærk trang til at blive ved med at skabe. Nu bruger jeg mere tid på hvert maleri. Jeg minder mig selv om, at jeg har et helt liv til at male. Værkerne er blevet mere komplekse, og formatet er ofte større. Jeg færdiggør måske ikke lige så mange på et år. Det er ikke, fordi jeg gik mindre op i de tidligere værker. Jeg har ganske enkelt lært mere med tiden og udviklet en større tålmodighed. De malerier, jeg færdiggør nu, afspejler den udvikling.
Nogle gange når jeg til et punkt, hvor de idéer, jeg arbejder med, begynder at vokse ud over det, maleriet kan rumme. Selv om der stadig er mere, jeg kunne tilføje eller forfine, ved jeg, at det er tid til at gå videre. Det handler ikke om at give op, men om at erkende, at det næste maleri måske er stedet, hvor de større idéer skal udforskes. Nogle værker kunne være blevet drevet længere, men jeg vælger at tage fremdriften og lærdommene med videre. Ikke alt behøver at blive løst på ét lærred.
Jeg begynder som regel med det fjerneste punkt i synsfeltet og opbygger baggrunden, før jeg bevæger mig ind i forgrunden. Når farverne og formerne begynder at forbinde sig, finder maleriet sin rytme. Nogle værker samler sig mere ubesværet end andre og flyder naturligt fra den ene fase til den næste. Selv da forholder jeg mig kritisk gennem hele processen. Det konstante pres hjælper mig med at holde fokus og blive ved med at forbedre mig. Det er ganske enkelt sådan, jeg arbejder.
Visse malerier har udfordret mig på en måde, der får det at skille sig af med dem til at føles mindre som at give slip på værket og mere som at træde væk fra noget, jeg har arbejdet hårdt for at overvinde. Det handler ikke om ejerskab. Det handler om det, jeg gennemgik for at færdiggøre dem. De rummer oplevelsen af kamp og gennembrud, og nogle gange er det svært at give slip på. Men jeg minder mig selv om at blive ved med at male. Det er den eneste måde at blive ved med at udvikle sig på.
Jeg jagter ikke perfektion, og jeg forsøger ikke at male verden præcis, som den ser ud. Det, jeg søger, er en følelse – liv udtrykt gennem bevægelse, lys og farve. På afstand vil jeg have, at maleriet skal føles forankret og troværdigt. Men når man kommer tættere på, giver billedet plads til gestik, tekstur og abstraktion. Det er sådan, jeg ser verden. Et træ langt borte er én enkelt form, men tæt på bliver det til lag af bark, skygge og detaljer. Illusionen afhænger af kontrast og af tilliden til, at beskueren selv bidrager med sin egen oplevelse.
Selv efter at jeg har færdiggjort et maleri, går der ofte tid, før jeg kan se det klart. Nogle gange er det først uger eller måneder senere, at jeg erkender, hvad værket egentlig rummer. Når jeg er for tæt på værket, fokuserer jeg på, hvad der kunne have været bedre, frem for på det, der fungerer.
Når nogen ser på et af mine færdige malerier, vil jeg have, at det skal føles levende, ikke kun gennem bevægelsen hen over lærredet, men også i fornemmelsen af, at tiden hele tiden forandrer sig. Jeg vil gerne fremkalde følelsen af, at der var en verden før os, og at der vil være en efter os. Det canadiske landskab forandrer sig hele tiden. Selv når det ser stille ud, er der bevægelse på himlen, i vandet og i jorden. Jeg håber, at beskuerens blik bliver ved med at udforske og drages mod noget, de ikke så første gang.
Når jeg først har signeret et maleri, er det færdigt. Jeg vender aldrig tilbage for at retouchere eller male det om. Det er den endelige beslutning. Godt eller dårligt – jeg tager det, jeg har lært, med mig og begynder på noget nyt. Nogle gange ændrer jeg motivet helt for at skabe forandring. Andre gange bliver jeg ved et tema, fordi jeg føler, at der er mere at sige.
Uanset hvad fortsætter jeg. Det er den rytme, jeg stoler på.
~Jeff
